Nyheder
Referat fra bestyrelsesmøde 17/6 24
Det er et offentligt referat. For dig der gerne vil følge med i lidt fra de "indre linjer" i Viking Atletik
(Offentligt) Forkortet referat af bestyrelsesmødet mandag den 17. juni 2024.
Referatet er et udpluk af emner der blev behandlet.
Der var afbud fra Michael Ovesen (Cykel og tri), grundet arbejde.
I bestyrelsen sidder: Claus Clausen (forperson), Keld Madsen (Kasserer), Esther Løsholt (næstforperson), Peter Hauge Madsen (Sekretær), Annika Espersen (FU medlem og fitness), Flemming Munch Hansen (O-løb), Stephanie Norlin (motion), Karina Juul Jensen (atletik), John Dybdahl (handikapidræt), Kenn Pedersen (festudvalget).
Der er 6 ordinære bestyrelsesmøder om året.
Punkter til orientering.
Vi har rundet 2900 medlemmer. Heraf har ca. 2350 en chip til fitnessbygningen.
Der kommer færre indmeldelser i denne periode, end der gjorde i samme periode sidste år. Der kommer 5-6 om ugen. Så det er en stille periode. Der er også få udmeldelser, der kommer løbende. Indtil videre er 6 personer meldt ud og deaktiveret i 2024. Yderligere 22 har meldt sig ud med årets udgang – hvor kontingentet jo er betalt indtil.
Nyt kastebur på Rønne Stadion sættes op i uge 26. Så det er lige op over ! Det koster Viking Atletik 205.000 kr. BRK har sagt de ikke kan medvirke og vi respekterer den økonomiske virkelighed de er i. Også selvom vi tidligere er blevet lovet det anderledes. Vi er bare glade for, at vi får lov til at sætte et nyt kastbur op, så stor tak til Klaus Rønne. Dermed afsluttes et 8-9 år langt kedeligt forløb. Læringen af sagen er, at man absolut ikke skal stole på naboklubber, der åbenbart vil gå meget langt for sikre sig plads til deres mini fodboldbaner. De er lagt der, hvor der tidligere var kastegård. Sagen kunne sagtens være håndteret anderledes ved at vise bare lidt gensidig respekt. Nu koncentrerer vi os om, at det igen er muligt at kaste diskos- og hammerkast på Rønne Stadion.
Nye klubtrøjer (den med striben) er hjemkommet efter utallige ønsker fra aktive. Nu venter vi bare på, at de så også købes. Indtil videre er der solgt 3 stk. (på 2 måneder). Det har kostet ca. 30.000 kr. at købe hjem, som altså nu ligger på hylden. Prisen for en klubtrøje er 300 kr. som er det, de er købt hjem for.
Planlægning af årets events går efter bogen. Det har i år været forholdsvis let at få hjælpere. Så stor tak for det. Det har jo altafgørende betydning for os. Ingen frivillige - ingen events. Der er heldigvis også fremgang i antallet af deltagere. Det har været en succes at tilpasse antallet af events vi er involveret i. Nu er der bedre tid til det vi SKAL lave. Bl.a. har vi til i år frasagt os Ladywalk, som er givet videre til Lion Club.
De faste poster (40 stk), som skal bruges i Almindingen til faste orienteringsløbsbaner, er på vej hjem fra leverandøren. Det er et projekt vi laver i samarbejde med BRK og en række fonde. Fondene har betalt udgifterne, så ud over hårdt arbejde, koster det os ikke noget. Poster skal være klar, når trailcentret ved Kongemindet åbner – formentlig til august.
Vi deltager i Sankt Hans på Nørrekås med salg og nødvendigt udstyr. Det er 3. år vi er med i dette event.
Villa Nova projektet er endeligt afsluttet og træningsredskaberne sat op. Det ser godt ud og bliver brugt af mange. Til vinter vil vi gøre området lidt mere interessant ved at lave en mini ”musesti” (som den ved Hareløkkerne) med træfigurer, der skal forbinde naturlegepladsen og vores shelter. NST er med på ideen. Det vil så forhåbentlig give os mere synlighed inden for O-løb og skovtræning (løb og walk).
Punkter til behandling
Vi har længe haft behov for mere plads i fitnessbygningen. Men det er voldsomt dyrt at udvide. Det koster langt mere end vi har i kassen. Vi har et tilbud på en tilbygning på ca. 50 m2. Den vil kunne løse 2 af de 3 af største udfordringer vi har. Det vil give mere plads til maskiner og ikke mindst i vægttræningshjørnet. Det vil give mulighed for et rum til udstrækningsøvelser og gulvtræning, når holdsalen bliver brugt til …… ja, holdtræning. To ting der er meget efterspurgt. Bestyrelsen besluttede at gå videre med projektet. Altså se om vi kan finde finansieringen. Går det som det skal, kan det være klar til næste forår (hvis det går som planlagt…). Det vil dog kræve et meget stort beløb fra fonde for at blive realiseret. Desværre kan vi som forening ikke låne penge i banken ! Det vil kræve en kommune garanti, som vi ikke kan få. Det ville ellers også være en oplagt mulighed som alternativ til fondsstøtte, hvis denne ikke opnås.
Vi går videre med det indledende.
Afslutning af sag om PFAS forurening på vores grund. BRK,s afgørelse tages til efterretning. Kort beskrivelse: Da Bowlingcentret i sin tid skulle bygges, blev PFAS forurenet jord deponeret på vores grund. Der hvor bowlingcentret ligger i dag, blev der holdt brandøvelser med brug af PFAS. Jorden der blev deponeret på vores grund, er senere kørt væk. Men der kan alligevel være en rest forurening på matriklen, men da det på ingen måde indgår i nogen fødekæde, henlægges sagen. Kun ved en anden fremtidig brug skal der fortages jordbundsundersøgelser og evt. vækkørsel af forurenet affald. Men området er ikke udlagt til bebyggelse jf. lokalplanen, så det ændrer ikke noget. Bestyrelsen tager BRKs afgørelse til efterretning.
Indførelse af gæstekort til fitness. Vi får mange forespørgsler om køb af gæstekort til vores fitnesscenter. Typisk fra nogle dage op til en måned i varighed. Vi har konsekvent sagt nej, da vi ikke har ressourcerne til håndteringen af det (administrativt). Et korttidsmedlemskab (dage til en måned), vil jo umuligt kunne afspejles i den pris, som vi tager for et årsmedlemskab (kun 800 kr). Det må nødvendigvis være langt dyrere.
Vi besluttede, at vi indfører en mulighed for at købe gæstekort. Men det bliver kun på månedsbasis og prisen bliver 250 kr. Det er så inklusive chip. Man er ikke medlem !, men kan selvtræne i fitnesslokalerne i 30 dage. Det kan så forlænges pr. måned efterfølgende for 200 kr. Detaljer vil komme til at fremgå af hjemmesiden. Ordningen (herunder behovet) evalueres i løbet af 2025.
Endelig godkendelse af regnskab ifm. anskaffelse af solceller. Økonomien blev godkendt. Der udestår kun en ting, det er en afgørelse på Folkeoplysningsudvalgets møde den 25. juni, hvor vi har søgt om forhøjelse af aktivitetstimer for 2024. Altså flere aktivitetstimer, end vi rent faktisk præsterer. Det kan man, når man bl.a. investerer i energirenoveringer. Det giver jo på sigt en kæmpe besparelse og da kommunen til dels godtgør udgifter til bl.a. strøm (folkeoplysningsloven regler), så vil den godtgørelse falde betragteligt i fremtiden. Så det er win win for alle. At solceller er en god investering, kan vi se allerede nu (anlægget blev taget i brug i marts). Der er dage i denne periode, hvor vores strømforbrug ligger på en tredjedel, af hvad det gjorde på samme tidspunkt sidste år…. Så der er virkeligt noget at spare. Midt på dagen producerer vi rigtigt meget grøn strøm ud til el-nettet. Så investeringen har været spot on… Vi vil på sigt undersøge, om det evt. kan betale sig at opgradere antallet af batterier. Regnskabet godkendt.
Yogasatsning. Vi ønsker at opgradere vores yogatilbud. Der er stor efterspørgsel på det. Vi har flere, der har tilkendegivet, at de er villige til at tage en instruktøruddannelse, der forhåbentlig gennemføres senere på året her på Bornholm (DGI). Vi har også flere instruktører, der allerede har uddannelsen. Vi vil gerne gøre det rigtigt og på bedste måde. Vi besluttede derfor at vi bruger vores mødelokale, som vi indretter til delt yogastudie. Samtidig med det bruges til møder internt i klubben. Der bliver en ugentlig fast mødedag. De øvrige dage er det til yoga. Af samme årsag tages lokalerne ud af udlejning. De aftaler der er indgået, fastholdes dog. Men der laves ikke aftaler fremadrettet om udlejning.
Vi håber på 7-8 instruktører på sigt.
Kortbetaling og PBS. Vi har en udfordring, som vi må gøre noget ved. Vi gør hele tiden hvad vi kan for at holde medlemskontingentet nede. Et af de steder, hvor vi bliver økonomisk udfordret, er på de mange (høje) gebyrer man betaler for bl.a. indbetalingskort. Vi har derfor opfordret alle medlemmer til at tilmelde betalingen til PBS. Det er langt billigere for klubben, hvis alle gjorde det. Men under 20 procent har rent faktisk gjort det… Nu stiger portoen og dermed det, som det koster, når man IKKE er tilmeldt PBS. Derfor har vi besluttet, at vi indfører et gebyr ved kontingentindbetaling til medlemmer, der IKKE har tilmeldt sig PBS. Hvad gebyret bliver, skal undersøges nærmere. Men det bliver den pris, som det koster at opkræve. Formentlig omkring 15-25 kr. Det iværksættes ved opkrævningerne pr. 1/1 2025 – og for nye medlemmer, så snart det er muligt. Samtidig indgår vi en aftale med halbooking om, at det bliver muligt at opkræve via ”korttræk”, som jo bl.a. er ganske almindeligt ved telefonabonnementer, brobizz m.v. Vi håber på alles forståelse for, at vi bliver nødt til at opkræve de ekstra udgifter der er hos dem der pålægger os den udgift. Muligheden er der jo for at slippe for det. Og vi har et ekstremt lavt kontingent, hvilket vi gerne vil fastholde.
Økonomi.
Restancelisten gennemgået. Den var næsten tom .
Budgetopfølgning. Det ser fornuftigt ud. Der er lidt ekstra indtægter i forhold til det forventede. Bl.a. på kontingent, da vi nu er 2900 medlemmer (kontingenter er ca. halvdelen af klubbens samlede indtægt). Eventene giver også lidt mere end planlagt og bl.a. blev vores tilskud fra rejsefonden betragteligt højere end budgetteret. Alt i alt ser det godt ud. Der er dog en meget stor ekstra udgift på et kastebur…. Det håber vi at kunne rette op på, så årets fortsat ender i plus.
Løbsregnskaber blev gennemgået for de events, der er afholdt indtil videre i år. De har alle givet lidt over budget. Events er en betragtelig indtægtskilde for Viking Atletik og udgør ca. en tredjedel af vores indtægter.
Udvalgene orienterede.
Under dette punkt orienterer udvalgene om aktuel status i aktiviteter, satsninger m.v. Vi har følgende udvalg i Viking Atletik
Atletikudvalget (baneatletik og elite)
Motionsudvalget (løb, walk, motion)
Fitnessudvalget (alt vedr. fitnessbygningen)
Cykel- og triudvalget (cykel og tri)
O-udvalget (orienteringsløb)
Festudvalget (sociale aktiviteter)
Etapeudvalget (Etape Bornholm).
Del denne side
Følg Etape Bornholm