Nyheder

Referat fra B-møde 18/8

Viking Atletik er en forening. Og du er medejer af den. Bestyrelsen mødes 6 gange om året til bestyrelsesmøde. Her er det seneste referat. Det er et forkortet referat. Ikke alle drøftelser/detaljer offentliggøres.

Forkortet og offentligt referat fra bestyrelsesmødet mandag den 18. august 2025.

Der var afbud fra Kenn Pedersen.

Annika Espersen deltog via telefon.

Du kan se hvem der sidder i bestyrelsen her - Bestyrelsen | Viking Atletik  - Bestyrelsen vælges på den årlige generalforsamling.

 

Orienteringspunkter:

Vi er lige nu 3164 medlemmer. Der er 20 der indtil videre i år er blevet deaktiveret. Så indtil videre 3184 medlemmer i år.

Der er 2644 der har en chip til fitnessbygningen.

Der har været mange indmeldelser i løbet af sommeren. Lige nu kører det stille og roligt med et nyt medlem i snit pr. dag. Flere melder sig ud, da de forlader Bornholm. Det er helt som det plejer…

Preben har brugt en del tid på Post Nord Danmark Rundt med afspærringer. Det gik rigtigt godt. Stor ros for indsatsen.

20 fods container anskaffet. Der skal stå større og tunge ting, der så ikke skal flyttes frem og tilbage på loftet.

Tilmeldingen til Etape Bornholm 26 går forrygende. 52 procent flere lige nu i forhold til sidste år på samme tid. Det lover godt. Hjemmesiden for næste år er ved at blive opdateret, men der går lidt tid. Vi går lige og venter på at få de nye reklamespot, som vi har aftalt. Så kan markedsføringen starte (vores primære markedsføringsperiode er oktober – december). Der er kommet mange positive evalueringer ind.  Både fra deltagere og hjælpere.

Vi har haft forskellige drøftelser med BRK omkring behov for støtte til de helt store events. Ikke mindst adgang til omklædningsrum og toiletter om fredagen. Med afsæt i Post Nord Danmark Rundt, hvor alt kunne lade sig gøre, så tænker vi, at med de deltagertal vi har, at der så også kan argumenteres for en smidigere tilgang for de eksisterende events. Noget vi har fået mange positive tilkendegivelser om fra dem vi har talt med. Drøftelser fortsætter.

Lige nu arbejdes der på højtryk med Bornholm Rundt på Cykel. Det er den kommende weekend. Løbet har været udsolgt i 5 måneder med 2000 deltagere. Det er vildt mange.

A-løbstræningen er startet. Løbet er ved at blive forberedt – der løbes den 20. september. Tidende har meldt helt fra, selvom de jo ejer eventet. Så må vi se hvordan det går. Økonomien skal hænge sammen, da der bruges ret så mange timer på det. Vi må lige evaluere efter dette års løb og finde vores ståsted. Det der i dag lider mest, er de gamle og traditionelle bredde løbeevents. Det er nye tider (for events) og der skal vi følge med.  

Anne Juul blev en flot nummer 3 til EM. Det er lidt vildt. Ønsker Anne at fortsætte i Viking Atletik, nu hvor hun er flyttet fra øen, vil vi bakke 100 procent op. Det gælder om hun får så gode forhold som muligt – og reelt kan vi støtte med økonomi og gode tanker.  

Punkter til behandling:
Status byggeri. Vi er blevet lidt forsinkede. Da næste skridt er det, vi selv skal lave, kommer det til at vente. Vi har været travlt optaget af Etape Bornholm, Post Nord og Bornholm Rundt. Så håber vi i uge 35 og 36 kan få færdiggjort projektet. Der er mange ønsker om nye maskiner (nok til 3000 m2 😊), men vi kommer ikke til at købe nye og flere maskiner. Udvidelsen er lavet med henblik på mere plads til det, der allerede er. Sætter man nye maskiner ind, vil vi stå i samme situation igen. Vi kommer op på 500 m2.  Drøftet og taget til efterretning.

Status Villa Nova. Ingen ved hvad der kommer til at ske med Villa Nova. Dog har vi en forsikring om (fra Naturstyrelsen), at vi får lov til at være derude, når det på et tidspunkt bliver solgt. En ny ejer skal huse os og de faciliteter vi har placeret der. Så vi har fortsat en meget stor strategisk interesse i Villa Nova. Bl.a. adgang til toiletter, vand, strøm og ophold til de begivenheder der er derude. Men vi har ikke penge til at købe det for. Så enkelt er det. Skulle muligheden byde sig, vil vi analysere behov, økonomi og stand før en endelig beslutning. Vi havde jo Villa Nova ”på hånden” med lejekontrakt m.v. med Naturstyrelsen, da aftalen med Efterskolen blev lavet og de købte den i stedet for (mod vi fik lov til at være der vederlagsfrit og anvende bygningen). Dengang havde vi en aftale om en købssum med tidligere ejer – og vi havde et projekt, der var godkendt af Naturstyrelsen. Det projekt kan muligvis fortsætte uændret. Vi vil fortsat gerne indgå i en drøftelse omkring en overtagelse, hvis det bliver muligt. Drøftelse og besluttet, at vi ser tiden an, men en absolut max pris for bygningerne (samme som tidligere). Men det er næppe realistisk, da der siden er brugt mange millioner på istandsættelse.

Atletiktræning på Rønne Stadion. Vi søger og søger efter en atletiktræner og nu er Anne også stoppet (forladt Bornholm). Vi vil fortsætte med at søge og håber på en fast løsning. Der er en midlertidig løsning på vej for det kommende år. Vi vil aflønne en atletiktræner, når forudsætningerne er helt som de skal være. Det er det eneste sted vi bruger aflønning i vores tilbud. Det er atletiktræning for børn og unge (atletik er vores ophav og der kan ikke selv trænes samtidig). Drøftelse og beslutning om en fornyet sats.  

Økonomi

Der er ikke nogen på restancelisten 😊
Budgetopfølgning gennemgået. Det ser meget positivt ud. Vi følger budgettet på udgiftssiden. Kun indkøb af nye løbebånd sprænger budgettet på udgiftssiden (indkøb af fitnessmaskiner). Til gengæld ser det godt ud på indtægtssiden, hvor bl.a. kontingentindtægter er på ca. 2.057.000 kr. Det er højere end budgetteret. Det betyder så nye muligheder for at lave idræt for os alle. Alt vi får ind i indtægter bliver i foreningen og kommer medlemmerne til gode. Vi er en forening. Ikke en virksomhed.

Godkendelse af løbsregnskaber. Vi så på Softiceløbet og Bisselineløbet. Begge havde ca. samme deltagertal som sidste år. Softiceløbet blev ramt af voldsom varme på dagen og det betød helt sikkert, at mange blev hjemme. Begge regnskaber drøftet og godkendt.

Udvalgene orienterer

Fitnessudvalget

Atletikudvalget

O-løbsudvalget

Festudvalget

Motionsudvalget

Etape udvalget

Cykel og triudvalget

Orienterede om de aktiviteter de laver. Alt udøvende idræt (ud over vores events) udføres i udvalgene. Det er udvalgene der har træningstilbud og trænere/instruktører – og dermed medlemmerne under sig.

 

 

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm