Pressemeddelelse Halloweenløbet
Det sker onsdag den 14. oktober kl. 19:10 hvor der forventes at ca. 600 store og små sendes ud på en rundstrækning på 2,9 km. Ruten er primært i den gamle bydel, hvor der bl.a. også kommes gennem Amtmandsgårdens have. Der løbes i baggårde, gennem bygninger og smalle passager. Og hvem ved hvad man møder undervejs....
Gennem årene er løbet vokset støt. Ikke kun i antal deltagere, men også i antallet af udklædte vejvisere, dukker, momenter, lyd, lys og en række overraskelser undervejs. På en sjov og underholdende måde møder deltagerne over 450 figuranter, dukker, rekvisitter, udklædte vejvisere, røgkanoner og så videre på den 2,9 km lange rute. Og for dem der ikke fik det hele med, så kan ruten løbes 2 gange.
Starten er lige efter mørkefald. Snellemark skal lige ryddes for busser - og så går starten fra Store Torv. Deltagerne skal være i mål kl. 20:00 - og så er der frugt og vand til deltagerne og slik til børnene. Til og med er der en lodtrækningspræmie til ca hver tiende deltager.
Læs mere om løbet her - | Viking Atletik
Det kræver naturligvis tilmelding at løbe med. Det er den måde der bliver lidt overskud til idrætsarbejdet i Viking Atletik.
Der er involveret over 60 frivillige fra Viking Atletik i dette event. Mange kan ikke genkendes, da de er klædt ud.
Store Torv er under løbet spærret fra den lille rundkørsel og ned til Snellemarks udløb. Østergade er ligeledes spærret fra Søndergade til Kirken. Der bør køre smed forsigtighed, hvis man skal ud i byen denne aften.