Nyheder
Indvielse af Villa Nova skuret
Vi har taget skuret i brug, men skal selvfølgelig indvie det officielt
Det sker lørdag den 6. januar samtidig med vi laver vores månedlige Appelsinløb.
Løbet starter kl. 10:30, så kom gerne og vær med. Det er gratis at løbe med og du kan vælge mellem en rute på 3 km, 5 km, eller 8 km.
Kl. 10:15 indvier vi officielt det nye skur. Dette med en lille kort tale og snoren klippes.
Når du kommer i mål efter løbe- eller gåturen, vil der være lidt ekstra godt til ganen, ud over den appelsin, som du får fra Kvickly Rønne.
Skuret ved Villa Nova er nu vores faste træningssted. Viking Atletik hørte til i skuret indtil august 1992, hvor vi blev bedt om at fraflytte. Vi fik derefter et lille skur ved Bornholms Efterskole, hvor vi siden har hørt til. I forbindelse med salget af Villa Nova til Bornholm Efterskole, har vi aftalt, at vi "genindtager" skuret bag Villa Nova, som udgangspunkt for vores skovtræning. Når vi ikke har fællestræning er faciliteterne frit til rådighed for skovens andre brugere.
Skuret er blevet istandsat med nye brædder, der hvor de gamle var rådnet væk. Men fundamentet og dimensionerne er de samme. Vi har efter aftale med Naturstyrelsen opført lidt udstrækningsbomme og cykelstativer. Senere kommer der også lidt styrketræningsudstyr og balancebomme, som også er en vigtig del af vores træning.
I samarbejde med Bornholms Efterskole kan vi nu råde over skuret, opvarmningspladsen og får adgang til toiletterne. Vi glæder os meget til dette samarbejde. Vi håber ligeledes, at vi kan bruge bygningerne til f.eks. fremtidige fastelavnsløb og adventsløb.
Tak til Preben Holm og hans frivillige hjælpere for at have sat skuret i stand. Tak til DIF og DGI,s foreningspulje for at støtte projektet med 30.000 kr. Tak til Naturstyrelsen og Bornholms Efterskole for samarbejdet om hele projektet.
Vi ses den 6. januar kl. 10:15.
Se flere billeder herunder....
Vores nye skur på ca. 60 m2. Opført med samme dimension som det gamle.
Formidling af budskaber til vores medlemmer og skovens øvrige brugere, får sin helt egen plads. I skuret er der bl.a. stavgangsstave.
Sådan så det ud for et år siden. Skuret blev brugt til opbevaring af..... affald. Enkelte bærende stolper i fronten af huset var faldet sammen.
Efter oprydning blev de rådne stolper og brædder udskiftet.
Det er så her, vi har hørt til fra august 1992 til december 2023. Dog har dette skur også flyttet plads, i det det de først år lå ca. 50 meter længere nord på. Dette indtil Efterskolen skulle bygge ud og det lå "i vejen" for tilkørslen hertil. Skuret er 9 m.
Del denne side
Følg Etape Bornholm