Nyheder

Hvorfor fitnessregler?

Når 2500 mennesker skal træne samme sted, kræver det vi spiller efter de samme regler.

Derfor har fitnessudvalget opstillet et regelsæt, som skal følges. Reglerne er godkendt af bestyrelsen. Reglerne er "ganske almindelig sund fornuft" og ligner givetvis de regler, som også gælder andre steder. 

Der er ordensregler, samværsregler, lukkeregler, udmeldelsesregler mv.

Du kan se dem herunder. Det er vigtigt at stedet er rent og pænt og alle føler sig godt tilpas. Derfor et regelsæt. 

Desværre sker der ind i mellem overtrædelser af reglerne. Foreningens ledere prøver efter bedste evne at kontrollere dem, men vi er der jo ikke hele tiden. Så hjælp os gerne med at håndhæve reglerne og det gøres allerbedst ved, at man lige nævner det overfor dem, der har glemt dem. Uden dramatik og uden konfrontationer. De er jo gennemgået med alle og udleveret når du startede hos os. 

Kontakt klubben på medlem@viking-atletik.dk hvis det er, at der gentagne gange sker overtrædelser og der er nogen, der ikke vil acceptere den overenskomst, som vi har indgået sammen. Gerne med tidspunkt for en hændelse. Det siger sig selv, at hvis man lukker nogen med ind, så mister man sit medlemskab og adgang. Øvrige regler skal også overholdes og kan ved gentagne tilfælde medfører karantæne eller udelukkelse. 

Her er reglerne specifik for fitnesstilbuddet. 

Regler for brug af Viking Atletiks fitnessbygning

Vi vil sikre os, at det er behageligt at være i bygningen, og alle får en god oplevelse. Derfor er det vigtigt, at alle regler overholdes. Lokalerne er videoovervåget, og overtrædelse af reglerne kan medføre bortvisning.

  • Du må ikke tage andre med ind i bygningen eller lukke nogen ind. Der er kun adgang for medlemmer, der har en gyldig chip. Du har mulighed for at købe en gæsteadgang, hvis du vil tage en ven med. 

  • Du må ikke låne din chip ud. Låner du din chip ud til andre, mister du med det samme din adgang til fitnessbygningen.

  • Du må kun bruge INDENDØRSSKO i bygningen. Udendørssko skal aftages i entre. Beskidte sko sviner på gulvet og kan beskadige vores maskiner. 
  • Du SKAL bruge chippen ved både ankomst og afgang. Du må således ikke bare følge med ind eller gå med ud, når andre åbner døren. Dette er vigtigt, så vi altid ved, hvem der er i bygningen. Desuden har du pligt til at fremvise din chip, når vi foretager adgangskontrol.

  • Medlemmer af Viking Atletik under 15 år har kun adgang sammen med en forælder. Når man fylder 15 år, skal man have sin egen chip og kan komme på egen hånd. Læs mere om om reglerne i Viking Atletik, når man er under 15 år her

  • Maskiner skal afsprittes efter brug. Du må ikke sprøjte direkte på maskiner og udstyr, men der skal sprøjtes på en klud, hvorefter mediet afsprittes grundigt.

  • Ryd op efter dig. Vægte sættes på plads, sjippetov, bolde og andre redskaber skal lægges på plads efter brug. Vægte skal tages af stængerne.
  • Telefoner skal stå på lydløs.

  • Der må ikke tages billeder i lokalerne, hvor man kan se andre brugere, uden de har givet tilladelse først. Kamera er helt forbudt i omklædningsrummene.

  • Makiner må kun anvendes til det, de er beregnet til. Pause må ikke holdes på maskinerne. Gå væk, så andre kan komme til. Har du børn med i lokalet, mens du træner, skal de sidde væk fra maskinerne og under opsyn. De må ikke sidde på maskinerne.

  • Enhver form for leg og boldspil er forbudt. Bolde er gymnastikredskaber - ikke til boldspil.

  • Bare fødder og bar overkrop er ikke tilladt. Sømmelig påklædning.

  • Du kan komme ind i bygningen mellem kl. 04:30 og 23:00. Hvis du forlader bygningen som sidste person, skal du sikre dig, at vinduer og døre er lukket.

  • Er der musik/lyd i lokalet, er det den, der ønsker den laveste lyd, der bestemmer. Ingen skal føle sig generet af høj lyd fra TV eller radio. Brug kun musik i dine egne ører/høretelefoner. 

  • Der kan frit tages vand fra cafeen til at drikke. Krus forefindes. Bemærk at krus IKKE må medtages i andre lokaler end cafeen. Kun plastikflasker (med tud) må anvendes i idrætslokalerne.

  • Der er røgforbud på hele matriklen – herunder brug af alle former for tobak og skråtobak.

  • Al træning sker på eget ansvar. Du kan få gratis hjælp fra instruktører, hvis du kontakter dem. De kan hjælpe dig med et træningsprogram.

  • Du må ikke bruge nødudgange til ind- og ud af bygningen. Kun hovedindgangen eller til terrassen.

  • Kontingentrestance medfører sletning af medlemskab. Udmeldelse skal ske senest den 10. december.  Aflever venligst din chip efter udmeldelsen. 

  • Mister du din chip, har du pligt til, straks at meddele det på medlem@viking-atletik.dk

  • Brug hele tiden din sunde fornuft og tænk dig om. Der er andre brugere i lokalet.

  • Viking Atletik er en idrætsforening. Ikke en virksomhed. Lukkeperioder godtgøres ikke ved nedlukninger.

Du kan også læse om vores overvågning her Videoovervågning | Viking Atletik

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm