Nyheder
Forkortet referat fra Bestyrelsesmøde 7. oktober 24
Offentligt referat fra Viking Atletiks bestyrelsesmøde. Bestyrelsen er valgt af medlemmerne selv.
Referat (forkortet) fra bestyrelsesmødet mandag den 7. oktober 2024.
I bestyrelsen sidder:
Claus Clausen (forperson),
Esther Løsholt (næstforperson),
Keld Madsen (kasserer),
Peter Hauge Madsen (sekretær),
Annika Espersen (fitness),
Karina Juul Jensen Atletik,
Michael Ovesen (tri- og cykel),
Flemming Munch Hansen (O-løb),
Stephanie Norlin (løb/walk),
Kenn Pedersen (festudvalg),
John Dybdal (handikapidræt).
Der var i dag afbud fra Stephanie, Esther og Michael.
Dette er et forkortet referat fra mødet. Der er også punkter der drøftes, hvor emnerne ikke offentliggøres for nuværende.
Orienteringspunkter fra forretningsudvalget / administrationen
Vi er lige p.t. 3035 ”aktive” medlemmer.
Der er en del ind- og udmeldelser lige nu. Indtil videre har 104 meddelt de stopper til nytår – heraf er 43 helt deaktiveret og tæller ikke med i de 3035. Ca 2500 medlemmer har nu en chip til fitnessbygningen. Vi markedsfører slet ikke fitnesstilbuddet, men der kommer fortsat nye medlemmer til. Faktisk hver eneste dag. Vi forventer – helt som sædvanligt – at der ifm. nytår vil være ca. 500 der forlader os.
Eventsæsonen er ved at være overstået. 2 løbeevents er der tilbage (Halloweenløbet og Höst Open). Det store arbejde med ansøgninger og oprettelser, ændringer af hjemmesider m.v. for 2025 er allerede i fuld gang. Det er meget omfattende og vil tage flere måneder at få afsluttet.
Drøftelse om aktivitetsniveau. Der er stadigvæk for mange events, men også svært at skære yderligere ned. Så begynder vi at ramme ”traditionerne”. Vi får fortsat ind i mellem tilbud om at være en del af nye events, men siger konsekvent nej, da tiden ganske enkelt ikke er til det. Der skal være en vis kvalitet i vores events. Så der må prioriteres.
Claus håber på 2-3 ugers ferie i november. Men lidt usikkert om hvornår.
Stillads er stjålet fra vores grund. Meldt til politiet. Drønærgerligt da et nyt koster 18.000 kr. Det er rigtigt mange penge. Vi må prøve at sikre vores materiel bedre – overveje låse. Vi må håbe det kommer retur.
Vi drøftede vores forsikringer (der ikke dækkede stilladset). Det er meget omfattende og det vil vi lige gennemgå. Vi igangsætter også en gennemgang af vores GDPR-beskrivelser. VI håber fortsat på at regeringens forslag om en lettelse for idrætsforeninger bliver til noget. Det er et sted, som man med fordel kunne se på.
De nye ”Faste poster i Almindingen” er tæt på en afslutning. Vi har endnu ikke fået regning fra DOF, men vi skal afregne videre med BRK, der har bevilget pengene til projektet som en del af ”trailcentret i Almindingen – projektet”.
Kasteburet er færdigt. Drøftelse af nogle af de reaktioner der var kommet, som vi står uforstående overfor. Men stor glæde hos os, at det nu er på plads. Dermed er diskoskast som idræt sikret på Øen.
Der ser særdeles godt ud med tilmeldingerne til både Etape Bornholm og Bornholm Rundt på Cykel for 2025. Hhv. 40 og 150 procent foran sammenlignet med sidste år. Fortsætter de tal, bliver der tidligt udsolgt begge steder. Men vi fastholder deltagertallene og øger ikke det maksimale antal pladser. De store events har stor betydning for vores økonomi. Men endnu større betydning for hele Bornholm, når der måles på transport, bespisning og overnatning (omsætningsmæssigt). Vi vælger at gå meget langt ned i markedsføringen og sparer dermed en del, nu hvor eventene sælger sig selv. Det bider sig selv i halen på et tidspunkt – om nogle år. Men så må vi tilrette os/klubben til den tid. Vi skal undgå at vi igen risikerer, at vi brænder inde med store lagre af f.eks. T-shirts og medaljer. De går direkte på tabskontoen hos os. Tilmeldingen til Höst Open ser også rigtigt god ud. Afholdes i uge 43.
Vi mindede lige hinanden om en af klubbens centrale politikker. Som blev vedtaget for mange år siden. Alle kan blive medlem af Viking Atletik. Alle kan tilmelde sig til de hold vi udbyder. Vi har ikke lukkede hold og vi ønsker ikke/tillader ikke ”klubber i klubben”. Vi har de hold, som vi kan skaffe frivillige til. Ønsker man at blive instruktør, kan man blive det og dermed lave et hold, der dog skal være åben for alle medlemmer.
Den årlige nytårstræning flytter ligesom Adventsløbet og Fastelavnsløbet til Villa Nova.
Punkter til behandling
Det blev vedtaget, at generalforsamlingen afholdes tirsdag den 4. februar kl. 19:00 på Louisenhøj. Der udfærdiges indkaldelse jf. vedhægterne. Vedtaget.
Aktivitetskalender 2025 blev godkendt. Denne offentliggøres snarest på vores hjemmeside. Der mangler orienteringsløb 2025, men de tilgår snarest. Vedtaget.
Status byggeri. Vi vil jo forfærdeligt gerne have større fitness. Derfor har vi aktuelle byggeplaner for en udvidelse. Men det koster kassen. Derfor er vi afhængige af fondstilskud og den proces er startet. Får vi hjælp kan vi gå i gang til foråret, så der til næste sommer vil være flere m2. at træne på. Får vi ikke hjælp, må vi leve med det vi har. Drøftelse.
Status Yoga satsning. For at imødekomme et stort behov for yoga og mere plads, laver vi mødelokalet om til yogastudie. Det koster en del (bygningsændringer, udstyr og uddannelse), men det er igangsat. Vi er klar til november, hvor også 6 kursister starter uddannelsen. Drøftelse.
Status iværksættelse af nye betalingsløsninger. Der er lavet nye indløsningsaftaler. Det er blevet voldsomt dyrt med udsendelse af indbetalingskort. Derfor skal vi fremover modtage betalinger via PBS eller direkte korttræk. Nye medlemmer får kun mulighed for korttræk. Dem der allerede er medlem, skal enten være tilmeldt PBS eller gå ind og tilmelde sig korttræk. Gør man ikke det, vil den omkostning der er ved en fysisk opkrævning (brev), blive lagt oven i kontingentet for den enkelte (ca. 16 kr). På den måde kan vi holde kontingentet i ro. Det er en fordel for alle. Vi har et helt uhørt lavt kontingent. Det vil vi gerne fortsætte med. Drøftelse og iværksættelse.
Økonomi
Der blev godkendt regnskaber fra Etape Bornholm, Bornholm Rundt på cykel og Almindingsløbet. De to første var særdeles tilfredsstillende og det skyldes bl.a. flere deltagere. Eventene blev drøftet og ideer overladt til udvalgene. Vedtaget.
Restancelisten blev gennemgået. Drøftet.
Budgetopfølgning for de første 9 måneder gennemgået. Det ser godt ud. Vi har større indtægter end budgetteret på en række områder. Enkelte udgifter er lavere end forventet. Men også steder hvor det stikker helt af. F.eks. en ekstra udgift på 205.000 kr. til et kastebur. Det var slet ikke budgetsat. Men vi ender med et særdeles fornuftigt resultat, som generalforsamlingen i sidste ende skal godkende. Overskuddet vil gøre godt, hvis vi skal i gang med vores byggeplaner. Drøftet og vedtaget.
Første udkast til budget 2025. Vi skal sikre en større aktivitet. Så flere penge afsættes til aktiviteter. Vi er her først og fremmest for medlemmernes skyld og det skal et budget afspejle. Drøftelse og vedtaget. I sidste ende er det generalforsamlingen der skal godkende bestyrelsens budgetforslag. Sådan fungerer et medlemsdemokrati.
Udvalgene orienterer.
Vores 7 udvalg som er Atletikudvalget, Festudvalget, Motionsudvalget, Cykel- og triudvalget, fitnessudvalget, orienteringsløbsudvalget og etapeudvalget orienterede om aktiviteter. Drøftelse.
Husk det er i vores udvalg af aktiviteterne udfoldes. Bestyrelsen skaber rammerne og økonomien. Har du lyst til at være en del af et udvalg, så sig til. Aktuelt eftersøger Atletikudvalget udvalgsmedlemmer.
Claus Clausen.
Del denne side
Følg Etape Bornholm