Nyheder

Flere til Etape Bornholm m.v.

Fremgang på over 20 procent i 2023 - sammenlignet med samme tid i 2022. Vores tre største events tyder på god deltagelse.

Der er i skrivende stund tæt på 1500 tilmeldte til Etape Bornholm 2023. Der er lige under 3 uger til starten går og udformer tilmeldingen sig som den plejer, så vil der komme ca. 2000 løbere. Det er helt normalt, at tilmeldingskurven stiger kraftigt den sidste uge op til løbet. 

Det er en fremgang, idet sidste års tal endte på 1746 deltagere. Det er etapeløbere i de 4 klasser samt unikke endagsløbere, vi sammentæller.

Vi løber fra den 24. - 28. juli. 

Desværre er der fortsat et stykke op til de tal, som vi kendte fra før corona. Her kom der mellem 2500 og 2700 løbere - heraf ca. 2200 fulde etapeløbere. Vi tror der går nogle år, hvis vi igen skal nå derop omkring. Måske vi i virkeligheden skal vænne os til et tal, der ligger omkring de 2000 og være tilfredse med det. Men det er også flot og fortsat øens største idrætsevent. Det er især udlændinge der mangler. Men vi markedsfører os ikke længere uden for landets grænser og samtidig slås vi med dårlige kronekurser i forhold til Sverige og Norge, så det er nok en stor del af forklaringen. I 2018 mistede vi vores største platform for markedsføring, så det kan mærkes nu. Hvilket dog også var forudsigeligt, da markedsføring jo er en forudsætning for at folk ved vores events eksisterer og derfor vælger os som destination :-). 

Det går fortsat forrygende med tilmeldingen til Bornholm Rundt på Cykel. Her er der snart 1200 tilmeldte. Vi cykler den 27. august. Der er flere deltagere allerede nu, end der har været tidligere. Også her sker der en eksplosiv vækst i de sidste uger op til. Så alt tyder på, at vi rammer loftet på 1450 ryttere. Sidste år cyklede ca. 1100 med. Motionscykelløb hitter i disse år. 

Fælles for de to ovenstående events er, at over 80 procent af deltagerne kommer "fra den anden side af vandet". 

Vores 3. største løb, Höst Open er tilmeldingerne også begyndt at tikke ind i en lind strøm. Vi plejer at være op i mod 1000 deltagere. Her løber vi fra 27. - 29. oktober. Hvordan det ender der, må tiden vise. Vi håber på 800 vil være med. Mon ikke, vi ender på det? Til dette event kommer 99 procent tilrejsende. Så det er helt unikt for et idrætsevent her på øen. 

For alle tre events gælder det, at der altid er mange medfølgende pårørende til de deltagere der er med. Så i nogle tilfælde kan besøgstallene fordobles. Vi bidrager i stor stil med besøgende til øen via vores events. Deltagerne kommer FORDI der er et event. De deltager ikke fordi de alligevel er her..... Så vi kan være stolte over, at de 3 løb til sammen trækker måske 3500 deltagere til øen - hertil medfølgende pårørende. 

Tak til alle vores mange sponsorer for at bidrage til fællesskabet. Det er guld værd for erhvervslivet og indtjeningen på øen. Tak til alle frivillige for at gøre det muligt. 

 

Claus Clausen

Efterskrift. Hvad har betydning for Viking Atletiks (altså vores) økonomi? Vores events spiller en afgørende rolle for klubbens økonomi. I Viking Atletik laver vi hverken bankospil, loppemarkeder, udlejer materiel eller hjælper til ved koncerter. Vi laver events der så samtidig med vi tjener lidt, giver en stor ekstra omsætning i samfundet. Vi laver ca. 18 indtægtsgivende events om året. De tre største er beskrevet herover. 

Så når der kommer flere til vores events, giver det os bedre vilkår for idrætslige tilbud. Som da vi i 2021 åbnede vores nye fitnessbygning - eller som nu, hvor vi er ved at lave trailcenter ved Villa Nova. Der er store udgifter til sådanne projekter.

Eller det giver færre muligheder hvis det går den anden vej med deltagertallene.

De sidste år har vi haft mindre indtægt på vores events. Især Corona ramte hårdt, men også generelt da en vigtig platform for vores markedsføring ikke længere er tilstede (Færgen) og det faktum at deltagertal (idrætter) generelt svinger meget. Det går nogen gange op og andre gange ned. Generelt går det i disse år ned ad bakke for løbeevents i DK. 

Heldigvis er det hos os, som mange andre steder. Det er gynger og karruseller. Siden 2021 har vi vækstet med ca. 800 medlemmer netto. I dag er vi 2700 medlemmer. Derfor har vi i dag den samme samlede indtjening, som vi havde for 5-6 år siden, hvor vores events gav mest. Det er bare fordelt anderledes. Den tid vi skal bruge på det administrativt også...  Så mens vi kan glæde os over, at flere lokale nu har adgang til bedre træningsforhold (ny fitnessbygning), så må vi ærgre os over, at der kommer færre turister til øen for at deltage i vores events. Vi har mellem 10.000 og 12.000 startende til vores events om året. Et tal der sagtens kunne være højere. Men det ligger nu ganske lunt nu i forhold til vores administration og antallet af frivillige. Så alt ok herfra.... 

Antallet af events justeres løbende. 

 

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm