Nyheder

Dagsaktuelt tal: 3000

Milepæl er rundet og vi er i dag 3000 "aktive" medlemmer.

Antallet af medlemmer hos Viking Atletik ryger lidt op og lidt ned hele tiden. 

F.eks. har 63 personer i år meldt sig ud. Nogen er allerede blevet "deaktiveret" i vores system, andre forbliver medlem indtil årets udgang, hvor kontingentet er betalt til.

Ser vi på hvem der på nuværende er "aktive" medlemmer hos os, så er tallet lige nu 3000. Det højeste dagsaktuelle tal nogensinde. Og en kæmpe milepæl.

Medlemstallet plejer at "peake" i november. Når vi så når til 1. januar, er der mellem 400 og 500 medlemmer der melder sig ud, hvorefter vi igen begynder at stige i antal hen over året. Dog altid til lidt højere niveau end året før, da der på et år altid kommer flere indmeldelser end udmeldelser. Sådan har det været siden 2005, hvor vi var ca. 300 medlemmer. Eneste undtagelse er 2021, hvor tallet gik tilbage. Men det tror jeg alle ved, hvad årsagen var til...

Så stort tillykke til os alle sammen. 

Medlemstal opgives på mange måder. Er man medlem i mere end 3 måneder, så tæller man med i den opgørelse man laver til DIF og DGI hvert år. Her ville tallet nu være 3024. Vi forventer at vi i år ender på mellem 3100 og 3200. Viking Atletik opgør tallene som dagsaktuelle - altså hvor mange unikke personer er her og nu "aktive" medlemmer af foreningen. De 24 i difference er nemlig blevet "slettet" som medlem af forskellige årsager (meldt sig ud) og selvom de har betalt kontingent for hele 2024, så har de ikke længere adgang til træning. Men de vil tælle med, når vi indberetter tallene senere på året :-). Her fordeler de sig i DIF/DGI regi med ca. 50 o-løbere, 5 trifolk og resten fordeler vi mellem DAF og "fitness". Alle medlemmer har fri adgang til al træning. 

Det understreges, at det for Viking Atletik ikke er et mål i sig selv at være mange medlemmer. Det er et mål for os, at give et billigt, mangfoldigt og godt tilbud om træning med uddannede og motiverede instruktører. Så tror vi på, at medlemmerne kommer af sig selv. 

Viking Atletiks kontingenter kan ses her. vi har ca. 300 husstandsmedlemskaber. Indtil videre i år har Viking Atletiks medlemmer betalt ca. 1,9 mio. kroner i kontingent. Det er som skrevet et mål i sig selv, at holde kontingentet nede, da vi som medlemsejet forening, ikke vil tage mere end nødvendigt for at få den del til at løbe rundt. 

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm