Nyheder

79,3 procent kom tilrejsende

Det giver rigtigt meget, når idrætsforeningerne afvikler events ! Lad os da også få PostNord Danmark Rundt herover.

Hvad betyder idrætsevents egentlig for turismen på Bornholm?

I forbindelse med en TV udsendelse på TV2 Bornholm i går, blev der talt om værdien af sportsevents, specifikt om PostNord Danmark Rundt skulle afvikles på Bornholm. Giver det værdi for pengene, at der kommer store events til øen?  

Viking Atletik vil gerne aktivt hjælpe med at få PostNord Danmark Rundt eventet til øen ! Hvis vi på nogen måde kan hjælpe. Der skal jo bruges hundredevis af frivillige, som vi gerne vil være med til at rekruttere. 

Vi har nogle klare tal, der viser, at events allerede trækker rigtigt mange mennesker til vores ø. Dette i de allerede eksisterende events. Som alle er tilbagevendende begivenheder. Mange med både 20 og 30 år på bagen.

I år rundede Etape Bornholm 2000 deltagere. Den ligger i uge 30, altså midt i højsæsonen. Men med anslået 80 procent af deltagerne der kommer rejsende hertil, så kan det mærkes hele vejen rundt. Fra transport til overnatning til bespisningen og andre oplevelser i løbet af ugen.

Vi har også præcise tal for Bornholm Rundt på Cykel. Hvor kommer deltagerne fra?

Her var der 1491 ryttere med i år. 

309 var Bornholmere

1082 kom tilrejsende - heraf ca. 100 fra udlandet. 

Det var 79,3 procent af deltagerne,  der altså besøgte øen for at være med. Vel at mærke i skuldersæsonen. Højst sandsynligt alene af den grund, at de skulle deltage i cykelløbet, da der var udsolgt 6 uger før start. Så der var ingen "strøggæster". Der var også mange medfølgende tilrejsende. Altså supportere/familier. Det så vi bl.a. i målområdet, når rytterne var kommet øen rundt. Mange benyttede sig da også til muligheden for at blive her en hel uge. Bare husk tilbage på hvor mange der cyklede rundt på øen i dagene op til Bornholm Rundt blev afviklet...

Det er skønt at kunne bidrage til turismeerhvervet - også uden offentlig støtte. Vi har en række sponsorer, der hjælper os med markedsføringen af øen. Bl.a. Team Bornholm, DAT og Bornholms Brand. Men også en række mindre samarbejdspartnere. De penge vi får ind den vej, går direkte til markedsføringen af øen på messer, til andre events og så videre. 

Når vi kommer hen i slutningen af oktober, skal Viking Atletik afvikle 3 dages eventet Höst Open. Det er et orienteringsløb, som har mange år på bagen. Her vil der komme op i mod 1000 deltagere. 99,5 procent af deltagerene er tilrejsende. Med minimum 2 overnatninger. Der vil formentlig - igen - være mange medfølgende pårørende, som trækker tallet for overnatninger op. 

Jo, det giver noget at arrangere events. Se på TIF 2 store events med trail i januar og maj - og alt det andet der foregår på øen. Mange sportsgrene har noget at byde ind med. Det giver foreningerne lidt på kistebunden til udvikling af foreningerne og vores idrætstilbud. Det giver en masse meromsætning fra deltagerne, som ellers havde valgt en anden destination at udfolde deres behov for idræt på. Konkurrencen er hård.

Så støt op om de events vi allerede har. Støt også gerne op om at få Postnord Danmark Rundt til Bornholm. Selvom det formentlig bliver en engangsforestilling og det kun er eliten der kommer og cykler - og de tager næppe på udflugt i sommerlandet.  Men der vil komme rigtigt mange tilrejsende tilskuere - der vil lægge rigtigt mange penge på øen. De vil slå 2 fluer med et smæk. Rejse herover for at se idræt - og få en skøn miniferie samtidig. Ligesom til folkemødet.

PostNord Danmark Rundt vil også give øen værdifuld omtale i medierne og cementere os som en idrætsevent ø - og det vil være meget værdifuldt, når vi skal ud og markedsføre alle de events, som vi afvikler år efter år. Det vil blive meget lettere. 

Direkte - og lidt indirekte (da vi har mange strenge at spille på) - betyder events i Viking Atletik 2½ job her på Bornholm. Det er det antal stillinger der er i Viking Atletik. Uden events, så ville det være umuligt at opretholde. Så jo, det kan betale sig at lave events, der tiltrækker turister til øen. Det er Viking Atletik et levende eksempel på.   

Del denne side

Følg Etape Bornholm