Etapeudvalgsmedlem
Vil du være etapeudvalgsmedlem - eller en anden fast funktion ?
Du kommer til at arbejde med Bornholms største idrætsevent.
Vi er en række personer der sidder i udvalget p.t. Vi er 7 personer, hvoraf der er to fastansatte.
Opgaven er at tilrettelægge Etape Bornholm og udføre selve etapeugen. Så det kræver at du kan mandag - fredag i uge 30, når etapen finder sted.
Vi har, udover selve etapeugen, 4-5 årlige møder. Heraf er et evalueringsmøde, hvor vi mødes og får lidt godt at spise.
Vi har nogle ledige poster, som kan besættes. Du behøves IKKE at være i etapeudvalget for at have en af nedenstående arbejdsområder, men du skal være meget velkommen til det, hvis du ønsker det.
Følgende Lederfunktioner indgår på løbsdagen og har man lyst til at sidde i etapeudvalget, så kan man sagtens få plads der – alternativt være på selve afviklingsdagene i uge 30:
Instruktion til vejvisere og kontrol af de står rigtigt
- En vigtig funktion som hører under Ruteudvalget. Det kræver du kan finde ud af at læse kort og kort formidle opgaven videre til de mellem 20 og 50 vejvisere der er pr. dag. Der findes et udførligt kort materiale og en beskrivelse. Dette udleveres til vejviserne og du viderebringer opgaven til dem. Efterfølgende skal du sammen med 2 andre, tilse at vejviserne står placeret rigtigt. Det sker ved at køre rundt på ruten lige før start. Det er vigtigt, at hjælperne har modtaget og forstået opgaven rigtigt.
Ansvarlig for frugt og væske udleveringen
- En vigtig funktion som hører under "Start- og målområdet". Vi har både frugt- og væske udlevering. Din opgave består i at klargøre udleveingen så det er klart, når hjælperne ankommer. Der skal kontrolleres for alle er mødt ind og ellers omfordele. Der er 8-10 personer i hhv. væske og frugt området. Du skal ligeledes kunne svare på spørgsmål fra hjælperene og sørge for, at det hele pipelinen fungerer. Det sker i samarbejde med lederen for Start og målområdet. Selve serviceområdet bliver stillet op (borde og så videre) og er der, når du møder ind.
Ansvarlig for afspærringer og parkeringsanvisning (tilsyn)
- en vigtig funktion som primært er en tilsynsopgave. Der er sker en del uden for selve løbsområdet og ruterne. Det er parkeringsanvisningen og alle afspærringerne. Du skal være bindeleddet mellem disse to områder og løbschefen og tilse, at alle opgaverne løses og der er folk nok. Om nødvendigt træde til og hjælpe.
Ansvarlig for sluserne i målområdet (fordele opgaver og tilsyn)
- Du har ansvaret for at sluserne i målområdet fungerer. Vi har slusevagter stående helt ude i indløbet til sluserne, altså der hvor ruten går over i målområdet. Her står der vagter, der skal forhindre tilskuere i at komme ind mellem banderne, da det er ret så farligt. På selve målstregen står der folk, der hjælpere løbere videre væk fra målstregen. F.eks. hvis de lægger sig ned. Bag slusen står der folk, der sender deltagerne videre over til væske og frugt. Der hvor man forlader målområdet, står der bagsluse hjælpere, der forhindrer tilskuere i at komme ind i sluse systemet den vej. Her foregår der også udlevering af mælk m.v. Din opgave er at tilse dette arbejde foregår rigtigt og at der er folk nok. Evt. omfordele folk hvis der er behov.
Ansvarlig for udsætning af kilometermærker - ER BESAT P.T.
- På ruten skal der hver dag sættes kilometermærker ud på alle ruterne. Der forefindes meget nøje beskrivelser med både kort og på skrift. Efter løbet skal mærkerne pilles ned igen. Du kan få stillet en bil til rådighed for arbejdet.
Ansvarlig for ruteafmærkning i samarbejde med Rutechefen
- Hver dag skal ruterne afmærkes, så deltagerne kan finde rundt. Det sker typisk med små røde flag eller hvide pile. Opgaven hører under Rutechefen, der også vil være tilstede. Rent praktisk deler man sig i to grupper, hvor den ene gruppe tager børneruten og den anden den fulde etape. Detaljer fremgår af kort og efter nærmere instruktion fra rutechefen. Der er to til tre personer på hver opgave.
Ansvarlig for P-anvisning
- Vi har en række parkeringsvagter, der typisk kommer fra en af vores samarbejdsklubber. Din opgave er at lede og fordele opgaven ude på de enkelte områder. Typisk skal parkeringsanvisning være effektiv fra kl. 16:00. Opgaven gennemgås i detaljer før Etape Bornholm
Ansvarlig for Afspærringen - ER BESAT P.T:
- Der er en række afspærringer der skal stilles ud hver dag. Efterfølgende skal de pilles ned igen. Det skal ske på nøje tilrettelagte tidspunkter og følge en plan godkendt af politiet.
Ansvarlig for afvikling af starten alle 5 dage
- Løbet har en speaker i målområdet. Du skal være ansvarlig for afviklingen af starten af løbet. Løberne skal sendes afsted efter en nøje plan, der går på sekunder og minutter mellem hver startgruppe. Der tælles ned efter særlig instruktion, som vi gennemgår. Der skal også være let speakning før start. Det er alle 5 dage. Vi taler om opgaven som slet ikke er så slem :-). Bare du har 100 procent styr på tiden og nedtællingen. Starten afvikles i samarbejde med løbschefen.
Del denne side
Følg Etape Bornholm