Nyheder

Skarpt hjørne nået - vi er nu 2500

Vi er glade for, at vi er så attraktive for så mange aktive idrætsudøvere

Viking Atletik når meget skarpt hjørne og rammer nu et dagsaktuelt medlemstal på hele 2500 medlemmer.

Viking Atletik har i dag fået endnu en indmeldelse, så vi nu tæller hele 2500 medlemmer.

Det er dermed et af de helt skarpe hjørner klubben runder. Det er ret så vildt ! Det svarer til at ca. 19 procent af Rønnes befolkning er medlem af Viking Atletik.

Det er en forrygende udvikling vi har været igennem. I 2005 talte medlemstallet bare 300 medlemmer, men siden er det gået stærkt. Kun med udgangen af 2020 har vi oplevet et medlemstal der gik ned, da vi under corona mistede en del medlemmer. Men siden vi genåbnede fuldt ud i august 2021, er der kommet over 900 nye medlemmer til.

Viking Atletik er en multiidrætsforening. Vores ophav er atletik – og løb, men i dag tilbyder vi en bred vifte af idrætstilbud. Atletik, gang, løb, orienteringsløb og triatlon (svømning, cykling og løb) – og så ikke mindst Fitness med de mange holdtilbud der ligger herunder.

Vi glæder os over, at vi har særdeles gode faciliteter at trække på. Et skønt atletikstadion på Rønne Stadion, Nord, som vi deler med fodboldspillere, skoler og så videre. Vi har fantastiske forhold i Nordskoven til løbetræning og walktræning, hvor faciliteterne omkring Villa Nova snart skal udbygges. Vi har landeveje at cykle på og 4 timer ugentlig i Rønne Svømmehal. Vi har skønne skove med mange opdaterede orienteringskort – også i de bynære skove. Samtidig har vi vores egen nyopførte fitnessbygning til individuel træning og holdtræning.

Man ved !!!! at gode idrætsforhold giver mange aktive udøvere og dermed hjælper idrætsforeningerne i meget stor udstrækning med til gode tilbud, der er altafgørende for folkesundheden i Danmark.

Det er især fitnesstilbuddet der har givet den store fremgang. Vi regner med, at ca. halvdelen af vores medlemmer udelukkende dyrker fitness, mens den anden halvdel dyrker en af de andre idrætstilbud – dog ofte i kombination med fitness. Vi gør ikke op hvad de enkelte medlemmer dyrker, da vi kun har et kontingent, der dækker alt, uanset hvad den enkelte går til.

Desværre vokser træerne ikke ind i himmelen. Vi oplever især at vores nye fitnessbygning har for lille kapacitet på især omklædningsfaciliteter, så derfor ”fejrer” vi det runde medlemstal med at genindføre vores venteliste. Vi har ca. 1900 brugere i fitnessbygningen og det tal vi så fastlåse indtil videre. Så må vi lige se hvad der er plads.

Vær i øvrigt opmærksom på, at medlemstal opgøres forskelligt. Vores 2500 medlemmer er et dagsaktuelt tal – og unikke medlemmer. Ingen tællers dobbelt. Når vores idrætsorganisationer gør tallet op, så tæller man aktivitetsmedlemmer og tæller alle med, som har været medlem i mindst 3 måneder i løbet af et år. Så dette tal (kunstige) vil være langt højere 😊

 

Fakta om Viking Atletik

  • Medlemstal 2500 unikke medlemmer.
  • Vi bor på adressen Torneværskvej 20, hvor vi ejer gården Louisenhøj og har vi vores egne fitnesslokaler.
  • Vi huser foruden vores egne 3 ansatte (2½ stilling), DGI Bornholm der lejer 1. salen af vores bygning.
  • Vi står for øens absolut største idrætsevents. Etape Bornholm, Bornholm Rundt på Cykel, Höst Open i orientering, Almindingsløbet, Softiceløbet, Cross Island halvmaraton, Ladywalk, Bornfondo, Skole Ol, Royal Run, Firmastafetten, Marathon on the Rocks, Bisselineløbet, Chokoladeløbet, Halloweenløbet og ca. 35 orienteringsløb på et år. Desuden en række appelsinløb, BM løb samt en masse interne events.
  • Før corona satte en midlertidig stopper for udviklingen, havde vi ca. 15.000 startende pr. år i et af vores events.
  • Vi tilbyder Løb, atletik, stavgang, powerwalk, triatlon (cykeltræning og svømmetræning), orienteringsløb samt fitnesstræning med rigtigt mange former for holdtræning.
  • Kønsmæssigt er medlemsskaren ligeligt fordelt. Vi har ca. 600 medlemmer under 25 år.
  • Vi har ca. 200 familiemedlemsskaber, som dækker hele husstanden. Derudover kan man vælge individuelt medlemskab.
  • Det årlige kontingent i Viking Atletik er 750 kr., mens en husstand betaler 1650 kr. Som medlem kan man dyrke alle idrætsgrene. Kun fitness er der en brugerbetaling på, som er på 300 kr. Det er meget få af Viking Atletiks medlemmer, der ikke har fitnessadgang (de betaler så kun 450 kr.), noget man kan registreres med, når man fylder 15 år.
  • Klubben har over 100 faste frivillige hjælpere (instruktører, rengøring, udvalg, bestyrelse m.v.) – foruden endnu flere frivillige til vores events.
  • I Viking Atletik har vi ikke en målsætning om, at der skal være mange medlemmer. Vi har en målsætning om, at vi skal have gode tilbud, brede tilbud (instruktører og faciliteter) og det skal være til en overkommelig pris for alle. Så kommer medlemmerne af sig selv.
  • Viking Atletik er en demokratisk opbygget idrætsforening med en bestyrelse på 11 personer. Bestyrelsen | Viking Atletik (viking-atletik.dk)

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm