Nyheder

Status byggeri (3)

Arbejdet fortsætter og vi nærmer os en åbningsdato - her er en lille status på bl.a. økonomien.

Vi er jo corona ramt på vores indendørsaktiviteter, så lige nu må vi ikke have vores nuværende fitnessbygning åben, altså den der ligger inde på Rønne Stadion. Men arbejdet med den nye bygning, her på Louisenhøj, skrider fremad - næsten som planlagt. Vi er et par uger bagefter, men PLE melder, at det skal nok blive færdigt til tiden. 

Vi håber at vi kan være klar til overdragelse af bygningen i løbet af juni. Derefter kommer nogle dage, hvor vi skal have flyttet maskiner fra den gamle bygning til den nye. Det vil sige, at det er vores cardio maskiner (løbebånd, Crosstræner, cykler, romaskiner), for alle styrketræningsmaskiner er nye og leveres af Medicsport, som vi samarbejder med. Det sker når bygningen er klar til at åbne. Det er kommet til landet. Også nye spinningscykler og nyt ude træningsudstyr kommer der. Samlet kommer der nye maskiner og udstyr i bygningen for over 1,5 mio kroner. 

I disse timer arbejdes der både indendørs og udendørs. Hele området udenfor bygningen skal også indrettes, så vi fortsat kan have vores aktiviteter i haven, når vi bl.a. skal træne ude om sommeren og når der skal afvikles alt fra Bornholm Rundt på Cykel til klubfest i teltet (som vi sætter op om sommeren). Der vil også komme udendørs træningsstationer. De næste par måneder vil dette arbejde pågå - vi har 9 uger til overdragelsesdato (sidste dato). Så store forandringer vil ske. 

Hele projektet beløber sig til 12,4 mio kr. Du kan læse mere her om hvordan vi finansierer det hele. Der kan du også løbende følge med i projektet, se status, billeder m.v.

Indtil videre har vi betalt regninger for 8.829.208 kr. Det er en svimlende sum. Det er dog inklusiv alt - også moms, da vi ikke er momsregistrerede og derfor ikke kan fradrage momsen. Med i prisen er dog også al den forberedelse vi har haft med rydning og klargøring af grunden (helt tilbage i 2018), opførelse af værksted og ny maskinlænge m.v. Betalingerne er faldet gennem regnskabsårene 2017, 2018, 2019, 2020 - og nu i fuld gang med 2021. Så lang tid har projektet været i gang. 

Vi mangler at betale regninger for lige over 3,5 mio kr. Penge vi har sikret finansieringen til. Så nu sover hele bestyrelsen trygt om natten - igen. En stor del af restsummen, som vi skal betale, kommer fra lokale fonde og via et lån i kommunekredit på 1,4 mio. kroner. De sidste Fondsmidler kommer først, når byggeriet er færdigt - altså efter de sidste regninger er betalt.... 

Vores udfordring bliver derfor vores likviditet i slutningen af byggeperioden. Altså i løbet af maj/juni måned når de sidste regninger tikker ind. Vi ved, at når først vi til sommer og hen på efteråret kommer til at tjene lidt på vores event, så vil kassen igen få tilført midler. Det samme vil ske, når vi forhåbentlig får nye medlemmer, når vi åbner den nye bygning. Selvom vores kontingent ikke er så højt, så betyder mængden af medlemmer utroligt meget. Så når vi kommer ud på den anden side - altså hen sidste på året, vil der heldigvis være et plus i kassen igen, så vi har lidt at stå imod med. 

Vi arbejder p.t. på at skaffe likviditet. Så vi ikke skal låne ekstraordinært i en kortere periode. Det vil jo blot betyde ekstra udgifter. Det er lykkedes os at kunne skaffe en halv mio kr. internt - bl.a. ved at få aconto betalinger udbetalt tidligere fra nogle af vores events, som vi først holder til sommer. En lille del af fondsmidlerne kan også udbetales aconto. Ligeledes opfordrer vi alle medlemmer, der skal have udleveret en chip, når vi åbner vores kommende bygning, at I allerede får den nu. Den koster 150 kr. i depositum, penge man jo får igen, ved udmeldelse. Som alle ved, så mange bække små, gør stor Å. Alt tæller med. 

Det hele "kører" som det skal - vi glæder os til sammen med jer, at indvie bygningen så snart det er muligt. 

Claus Clausen

 

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.