Nyheder

PM Host Open

Og der var 871 deltagere lørdag og søndag, hvilket er en fremgang på 42 i forhold til sidste år

Höst-Open 2018 blev afholdt i flotte omgivelser og med stigende deltagelse

 

Viking Atletik og Politiets Idrætsforening (PI) København formåede i weekenden at skabe gode løb og særlige oplevelser for orienteringsløbere fra Danmark, Sverige, Norge og Portugal. Gennem samarbejdet mellem de 2 foreninger er det blevet muligt at tilbyde Höst-Opens løbere 3 dage med udfordringer i de særlige bornholmske rammer. Fredag er der tale om et selvstændigt løb, mens Höst-Open er et 2-dages stævne i 2 forskellige bornholmske terræner.

 

Fredag var det PI , der stod bag en sprint i Svanekes krogede gader, små finurlige gænger og et tilgrænsende naturområde. Med stævneplads ved Vigehavn mødte deltagerne allerede ved ankomsten dertil den særlige stemning, som hav, klipper og bindingsværkshuse skaber i Svanekes udkant.

 

Lørdag og søndag var det Viking Atletik, der stod for såvel den sportslige som den praktiske og logistiske tilrettelæggelse og afvikling af løbene. Lørdag var det det forholdsvis lette terræn nord og syd for Safirsøen ved Sorthat/Muleby, der lagde skovbund til løberne. Og her var det søen og den flotte efterårsskov, der dannede den smukke ramme for stævnepladsen. Søndag var Hammershus og det tilhørende terræn i Slotslyngen en helt særlig og spektakulær baggrund for løbernes udfordringer. Flottere og mere bornholmsk bliver det ikke. Og det var svært for mange af deltagerne at finde posterne. Det var svært at finde rundt i kringelkrogene inde på Hammershus. Og det var svært at finde rundt mellem Slotslyngens klipper, sten, enebær-buskads, slugter og åbne sletter.

 

Der var 489 deltagere i Svaneke fredag, hvilket er en fremgang på ca.130 i forhold til sidste år. Og der var 871 deltagere lørdag og søndag, hvilket er en fremgang på 42 i forhold til sidste år. Det er tal, der skaber stor tilfredshed hos arrangørerne.

 

Noget af det særlige ved orienteringsløb er muligheden for at hele familien kan tage af sted til de samme løb og stævner. Og i weekenden så man da også børn, forældre og bedsteforældre deltage i samme løb, men selvfølgelig på forskellige baner med forskellige sværhedsgrader. Ældste deltager var tilmeldt i klassen for mænd over 90. De yngste deltagere på de ordinære baner er omkring 8 år, mens de alleryngste kan gå/løbe på en let børnebane, hvor alle er vindere og får en lille præmie efter løbet. Og så har forældrene mulighed for at aflevere børn over 2 år i børnepasningen, mens de selv skal løbe. Så Höst-Open er et meget familievenligt stævne.

 

 

Miriam Asvarisch

Nordskovvej 2B

3700 Rønne

 

Mobil 24448317

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.