Nyheder

PM Höst Open (1)

Viking Atletik og klubbens O-løbere står bag Höst Open

Höst-Open og den tilknyttede sprint samler flere deltagere end sidste år

Igen i år løber orienterings-stævnet Höst-Open af stabelen den sidste weekend i oktober, hvilket i år vil sige lørdag d.27. og søndag d.28.10.. Og igen i år er det muligt at supplere stævnet med en bysprint fredag eftermiddag. Sidste år blev der løbet sprint i  Gudhjem. I år er det Svanekes gader, stræder, pladser og små passager, der danner løbsområde for sprinten. Og som  sidste år er det Politiets Idrætsforening (PI) København, der arrangerer dette i samarbejde med Höst-Open. Samarbejdet indebærer, at PI står som selvstændig arrangør af fredagens O-sprint, mens denne markedsføres og sælges sammen med Höst-Open.

Det er Viking Atletik/Orientering, der står bag Höst-Open lørdag og søndag, og det store arrangement bæres igennem af de fleste af klubbens orienteringsløbere samt en del af Viking Atletiks andre medlemmer. Det kræver en stor arbejdsindsats at få så stort et orienterings-stævne til at fungere såvel sportsligt som materiel-mæssigt og logistisk.

Der er på nuværende tidspunkt tilmeldt 835 løbere. Med de tilmeldinger, der kommer på dagen, må man regne med omkring 850 deltagere, hvilket er en pæn stigning i forhold til sidste års deltagerantal på ca.800.  Der har de sidste år været en stigning i antallet af danske deltagere; men de svenske deltagere, der har været den oprindelige målgruppe for Höst-Open, er stadig stærkest repræsenteret på startlisterne. Og flere store, svenske klubber bruger da også Höst-Open som mål for den årlige klubtur.

Lørdag skal der for første gang i mange år løbes i Nordskoven og Hasle Lystskov med start fra Safirsøen ved Havvej. Her er rutinerede Hans-Åge Mortensen banelægger med Mads Jensen som "banelægger-lærling", mens rutinerede Mikkel Toudal er banekontrollant. Løberne får fornøjelsen af at komme ud på et helt nytegnet kort, og selv om det er en forholdsvis let skov at orientere i, er det lykkedes at skabe gode baner med udfordringer til alle niveauer.

Søndag skal der løbes i Slotslyngen, der er et typisk bornholmsk terræn og derfor særdeles attraktivt for orienteringsløbere fra det øvrige Danmark. Med klipper, kupering, spredt bevoksning og få stier er det et svært terræn og en spændende udfordring for enhver orienteringsløber. Og med en kærkommen tilladelse fra Naturstyrelsen til at placere enkelte poster på slotsruinen, er det blevet et spektakulært løb. I Slotslyngen er der også rutinerede kræfter på opgaven, idet sidste års banelægger og kontrollant i Paradisbakkerne - Torkil Hansen og Finn Grønnegård - fortsætter det gode samarbejde og tager endnu en tørn i år.

Man må gå ud fra, at det blandt andet er de særligt bornholmske terræner, der gør Höst-Open attraktivt. Og den tilknyttede sprint i byer som Gudhjem og Svaneke er sandsynligvis også en medvirkende årsag til det høje deltagertal.  Sprinten har i år - indtil videre - 464 tilmeldte, hvilket er en meget stor stigning i forhold til sidste års deltagertal på 350. Rygtet om en spændende bysprint på Bornholm har spredt sig efter sidste års sprint-debut i Svaneke.

Praktiske oplysninger til pressen: - Stævneplads fredag: Vigehavn, Svaneke - Stævneplads lørdag: Safirsøen ved Havvej, Hasle - Stævneplads søndag: Wonder Festivalpladsen ved Slotslyngvej - Kontaktperson før og efter stævnet: Miriam Asvarisch, miriam@sporty2.dk. mobil 24448317 - Kontaktperson på stævnepladsen Lørdag/Søndag: Peter Munch. mobil 51251181 - Kontaktperson på stævnepladsen for sprinten fredag: Peter Sørensen 21478685

Mvh

Miriam Asvarisch Stævneleder

Del denne side

Følg Etape Bornholm

This website has been developed on Bornholm using the open-source CMS Umbraco. Designed and implemented by Bergsbureau. Asbjørn Riis-Knudsen from JF Data tamed the beast and made the basic code-work.